Kriser hører menneskelivet til. De største kriser i vores liv oplever vi, når vi møder det, vi ikke kan kontrollere: Sygdom. Når vi mister nogen. Når vi står over for en forandring, vi ikke af os selv kan klare. Krisen er det, der prikker hul på hverdagen, og viser os, at det liv, vi går og lever, er skrøbeligt og alt for let kan gå i stykker.

I skrivende stund befinder vi os stadig midt i Corona-krisen, og ingen ved, hvordan vilkårene kommer til at være for os, hverken i den nærmeste fremtid eller på længere sigt. Det er uden for vores kontrol, og alle er vi blevet ramt – og ramt på forskellig vis. I tusindvis er døde, verden over, mange i ensomhed, og folk mister deres kære uden at have mulighed for at tage ordentlig afsked med dem. Men også hos dem, som ikke har sygdommen inde på livet, klemmer usikkerheden og krisen sig ind: hvor længe bliver undtagelsestilstandene ved? Vi kan være presset på økonomien. Vi kan være presset af at være i karantæne. Vi kan mangle medmenneskelig kontakt. Først nu bliver mange af os opmærksomme på, hvor meget, vi før tog for givet. Tænk at kunne mødes med vores kære og give dem et kram. Tænk at kunne gå på arbejde og sende sine børn af sted og ud i verden uden at skulle være på vagt.

En af de ting, som er blevet særligt tydelige under krisen her, er, at mennesker har brug for mennesker. Det har vi nok altid vidst, og nu erfarer vi det for alvor. Hvordan er et liv – hvordan er døden – uden medmenneskelig kontakt og omsorg? ”Vi er hinandens verden” skrev teologen K.E. Løgstrup, det er vores gave og vores opgave, at vi altid holder noget af den andens liv i vore hænder. Selv i et samfund som vores, hvor vi sætter pris på vores egen uafhængighed og på, at vi har lov at leve på vores egne præmisser, står det klart, at når vi ikke har mulighed for at være hinandens verden, så går noget af det vigtigste, vi har, tabt.

Det er en gammel fordom (som nogle gange har været berettiget), at kristendommen og kirkens forkyndelse har som mål, at vi som mennesker skal vende os bort fra hinanden for at tilbede Gud. Men forholdet til Gud er ikke eksklusivt. Vist er det også godt at kunne trække sig tilbage, bede og reflektere. Men helt fra gammel tid har forholdet til Gud ikke mindst handlet om forholdet til vores medmennesker – fortællingerne, poesien og salmerne i Bibelen vidner om det.

I denne tid vil vi opfordre jer, der har muligheden for det, til at finde nye veje og nye måder at være hinandens verden på, så ingen skal føle, at de alene skal udgøre deres egen. Nogle af os har overskud til at række ud mod hinanden, nogle af os har ikke. Alle er vi elsket. Alle hører vi til, og alle hører vi til hos hinanden. ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, synger vi med Grundtvig. Og er bygningen af sten forladt, som vores kirker har været det under krisen, ja, så findes Guds kirke stadig – den består af os, de levende stene.

Jeres sognepræster

Mange børn i Nordborg og Oksbøl har lavet smukke påskehilsner til vore borgere på Tangshave Plejehjem.
Stor tak til jer alle !!!

[Show slideshow]

Der er pyntet op til Påsken ved kirkedøren til Nordborg kirke. Det er kirkegårdslederen Finn Ernst der har lavet dekorationerne, der er en hilsen fra sognepræsterne på døren.

Håb i en krisetid.

Vi lever i en meget anderledes hverdag. Det har vi gjort i flere uger nu. Uvisheden er begyndt at nage. Hvornår kan vi vende tilbage til det normale igen? – spørger vi os selv og hinanden.

Hverdagen, som vi kender den, er forandret. Alle hverdagens velkendte rutiner og ritualer – alt det selvfølgelige, er ikke længere selvfølgeligt. Vi er derhjemme hos os selv, og vi savner det almindelige hverdagsliv og forudsigeligheden ved det velkendte. Vi savner det fysiske samvær. Vi savner hinanden.    

Samfundet, som vi kender det, er forandret. Det er blevet et lukkeland. Det offentlige rum er næsten lukket helt ned. Bevægelsesfriheden er indskrænket. Overalt aflyste fester, fejringer, arrangementer og koncerter. Vi savner alt det, som var os givet. Som vi tog for givet. Vi savner det velkendte samfund, som vi var indfældet i.

Selvom velkendte strukturer og vaneliv på sin vis er faldet fra hinanden, så har det også åbenbaret noget glædeligt. Åbenbaret, hvad der i virkeligheden er betydningsfuldt: At vi også i krisetider er forbundne med hinanden. At vi passer på hinanden. At vi viser samfundssind og bakker op om restriktionerne for at bryde pandemiens smittekæde og værne om hinandens sundhed.

Vi opdager, at vi stadig kan drage omsorg og vise nærvær over for hinanden, også når rammerne er anderledes. Børn og unge kan ikke være sammen, som de plejer – men de digitale medier, som de kender så godt – giver dem mulighed for at holde kontakten. Er man mindre digital, så er telefonerne rødglødende i øjeblikket. Der opstår telefonkæder, hvor der ringes rundt til naboer og enlige. Vi køber ind for hinanden. Vi passer på hinanden – på afstand. Og vi kan stadig møde hinanden med et smil, når vi står i supermarkedet på hver sit røde klistermærke med påskriften ”Hold afstand”. Vi har genopdaget fællessangen, når vi synger med hjemme i stuerne sammen med Philip Faber. Børn hænger billeder af regnbuer op i vinduerne og giver påskepynt til de ældre på Tangshave. Vi siger til hinanden: ”Det-bliver-godt-igen!”. Det er levende tro og håb – og det kan vi leve langt på!

Det er håb i en krisetid. Vi mennesker kan med vores kærlige handlinger plante håb hos hinanden.

Så bliver det hele til at holde ud – når vi synligt holder om og holder af og holder med hinanden –  selvom det er på afstand.

Det levende håb fra Gud er vores omdrejningspunkt, når vi mødes i kirken. Det håb, der styrker livet – også når der skal leves på trods. Det håb, der lyser op i mørket, og som forbinder os med hinanden og den Gudsbårne virkelighed: At selve livet er godt! At lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Nu er kirken mere eller mindre lukket ned, fordi også folkekirken med rette er solidarisk med samfundet. Gudstjenesterne er foreløbig aflyste. Dåb, vielser og konfirmationer er udskudte. Det er smerteligt for pårørende, at bisættelser og begravelser kun kan finde sted i stilhed og med et begrænset antal pårørende i kirken. Vi savner kirkens hverdag og ritualer. At kunne være tæt på hinanden og give hånd og et kram ved kirkedøren og ved graven.

Kirkedøren er fysisk lukket, men kirken består jo ikke af mursten alene, men af de levende stene, som Grundtvig så fint udtrykte det. De levende stene. Det er os. Mennesker opfyldt med ånd. Mennesker, der er afhængige af og forbundne med hinanden.

Vi kommer til kirke for at styrkes i troen & håbet & kærligheden. Vi har brug for fællesskabet dér, og for at fylde vor sjæl med ånd og det levende ord. Men, vi kommer også altid til kirke for netop at gå ud af kirken igen. For at tage budskabet med ud i verden. Tage det med ud gennem kirkedøren og omsætte det i hverdagen, hvor vi går og står.

Det er det, som krisen kalder på: At vi passer på det fælles liv. Passer på alt det livgivende og det levende håb, som netop lever af at blive delt, og som vokser sig større, når det deles.

Vi kan hver især give håbet videre! Vi gør det, når vi viser nærvær og drager omsorg for hinanden. Forbundne sammen – også på afstand. Indtil vi kan ses igen.

Påsken kommer til os. Stenen blev rullet fra gravhulen, så lyset kunne trænge ind og vise at graven var tom. Der blev lys og liv på ny.

Påsken indfinder sig – også selvom formerne og strukturerne er anderledes i år.

Glædelig påske!
Jeres sognepræster