Klik på indlæg for at se fuld størrelse.
Så er der udkommet et nyt kirkeblad / Sogne-Nyt for Oksbøl sogn. Du kan downloade eller læse bladet her
Hilsen fra sognepræsterne
Kriser hører menneskelivet til. De største kriser i vores liv oplever vi, når vi møder det, vi ikke kan kontrollere: Sygdom. Når vi mister nogen. Når vi står over for en forandring, vi ikke af os selv kan klare. Krisen er det, der prikker hul på hverdagen, og viser os, at det liv, vi går og lever, er skrøbeligt og alt for let kan gå i stykker.
I skrivende stund befinder vi os stadig midt i Corona-krisen, og ingen ved, hvordan vilkårene kommer til at være for os, hverken i den nærmeste fremtid eller på længere sigt. Det er uden for vores kontrol, og alle er vi blevet ramt - og ramt på forskellig vis. I tusindvis er døde, verden over, mange i ensomhed, og folk mister deres kære uden at have mulighed for at tage ordentlig afsked med dem. Men også hos dem, som ikke har sygdommen inde på livet, klemmer usikkerheden og krisen sig ind: hvor længe bliver undtagelsestilstandene ved? Vi kan være presset på økonomien. Vi kan være presset af at være i karantæne. Vi kan mangle medmenneskelig kontakt. Først nu bliver mange af os opmærksomme på, hvor meget, vi før tog for givet. Tænk at kunne mødes med vores kære og give dem et kram. Tænk at kunne gå på arbejde og sende sine børn af sted og ud i verden uden at skulle være på vagt.
En af de ting, som er blevet særligt tydelige under krisen her, er, at mennesker har brug for mennesker. Det har vi nok altid vidst, og nu erfarer vi det for alvor. Hvordan er et liv - hvordan er døden - uden medmenneskelig kontakt og omsorg? ”Vi er hinandens verden” skrev teologen K.E. Løgstrup, det er vores gave og vores opgave, at vi altid holder noget af den andens liv i vore hænder. Selv i et samfund som vores, hvor vi sætter pris på vores egen uafhængighed og på, at vi har lov at leve på vores egne præmisser, står det klart, at når vi ikke har mulighed for at være hinandens verden, så går noget af det vigtigste, vi har, tabt.
Det er en gammel fordom (som nogle gange har været berettiget), at kristendommen og kirkens forkyndelse har som mål, at vi som mennesker skal vende os bort fra hinanden for at tilbede Gud. Men forholdet til Gud er ikke eksklusivt. Vist er det også godt at kunne trække sig tilbage, bede og reflektere. Men helt fra gammel tid har forholdet til Gud ikke mindst handlet om forholdet til vores medmennesker – fortællingerne, poesien og salmerne i Bibelen vidner om det.
I denne tid vil vi opfordre jer, der har muligheden for det, til at finde nye veje og nye måder at være hinandens verden på, så ingen skal føle, at de alene skal udgøre deres egen. Nogle af os har overskud til at række ud mod hinanden, nogle af os har ikke. Alle er vi elsket. Alle hører vi til, og alle hører vi til hos hinanden. ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, synger vi med Grundtvig. Og er bygningen af sten forladt, som vores kirker har været det under krisen, ja, så findes Guds kirke stadig - den består af os, de levende stene.
Jeres sognepræster