Mange børn i Nordborg og Oksbøl har lavet smukke påskehilsner til vore borgere på Tangshave Plejehjem.
Stor tak til jer alle !!!

[Show slideshow]

Der er pyntet op til Påsken ved kirkedøren til Nordborg kirke. Det er kirkegårdslederen Finn Ernst der har lavet dekorationerne, der er en hilsen fra sognepræsterne på døren.

Håb i en krisetid.

Vi lever i en meget anderledes hverdag. Det har vi gjort i flere uger nu. Uvisheden er begyndt at nage. Hvornår kan vi vende tilbage til det normale igen? – spørger vi os selv og hinanden.

Hverdagen, som vi kender den, er forandret. Alle hverdagens velkendte rutiner og ritualer – alt det selvfølgelige, er ikke længere selvfølgeligt. Vi er derhjemme hos os selv, og vi savner det almindelige hverdagsliv og forudsigeligheden ved det velkendte. Vi savner det fysiske samvær. Vi savner hinanden.    

Samfundet, som vi kender det, er forandret. Det er blevet et lukkeland. Det offentlige rum er næsten lukket helt ned. Bevægelsesfriheden er indskrænket. Overalt aflyste fester, fejringer, arrangementer og koncerter. Vi savner alt det, som var os givet. Som vi tog for givet. Vi savner det velkendte samfund, som vi var indfældet i.

Selvom velkendte strukturer og vaneliv på sin vis er faldet fra hinanden, så har det også åbenbaret noget glædeligt. Åbenbaret, hvad der i virkeligheden er betydningsfuldt: At vi også i krisetider er forbundne med hinanden. At vi passer på hinanden. At vi viser samfundssind og bakker op om restriktionerne for at bryde pandemiens smittekæde og værne om hinandens sundhed.

Vi opdager, at vi stadig kan drage omsorg og vise nærvær over for hinanden, også når rammerne er anderledes. Børn og unge kan ikke være sammen, som de plejer – men de digitale medier, som de kender så godt – giver dem mulighed for at holde kontakten. Er man mindre digital, så er telefonerne rødglødende i øjeblikket. Der opstår telefonkæder, hvor der ringes rundt til naboer og enlige. Vi køber ind for hinanden. Vi passer på hinanden – på afstand. Og vi kan stadig møde hinanden med et smil, når vi står i supermarkedet på hver sit røde klistermærke med påskriften ”Hold afstand”. Vi har genopdaget fællessangen, når vi synger med hjemme i stuerne sammen med Philip Faber. Børn hænger billeder af regnbuer op i vinduerne og giver påskepynt til de ældre på Tangshave. Vi siger til hinanden: ”Det-bliver-godt-igen!”. Det er levende tro og håb – og det kan vi leve langt på!

Det er håb i en krisetid. Vi mennesker kan med vores kærlige handlinger plante håb hos hinanden.

Så bliver det hele til at holde ud – når vi synligt holder om og holder af og holder med hinanden –  selvom det er på afstand.

Det levende håb fra Gud er vores omdrejningspunkt, når vi mødes i kirken. Det håb, der styrker livet – også når der skal leves på trods. Det håb, der lyser op i mørket, og som forbinder os med hinanden og den Gudsbårne virkelighed: At selve livet er godt! At lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Nu er kirken mere eller mindre lukket ned, fordi også folkekirken med rette er solidarisk med samfundet. Gudstjenesterne er foreløbig aflyste. Dåb, vielser og konfirmationer er udskudte. Det er smerteligt for pårørende, at bisættelser og begravelser kun kan finde sted i stilhed og med et begrænset antal pårørende i kirken. Vi savner kirkens hverdag og ritualer. At kunne være tæt på hinanden og give hånd og et kram ved kirkedøren og ved graven.

Kirkedøren er fysisk lukket, men kirken består jo ikke af mursten alene, men af de levende stene, som Grundtvig så fint udtrykte det. De levende stene. Det er os. Mennesker opfyldt med ånd. Mennesker, der er afhængige af og forbundne med hinanden.

Vi kommer til kirke for at styrkes i troen & håbet & kærligheden. Vi har brug for fællesskabet dér, og for at fylde vor sjæl med ånd og det levende ord. Men, vi kommer også altid til kirke for netop at gå ud af kirken igen. For at tage budskabet med ud i verden. Tage det med ud gennem kirkedøren og omsætte det i hverdagen, hvor vi går og står.

Det er det, som krisen kalder på: At vi passer på det fælles liv. Passer på alt det livgivende og det levende håb, som netop lever af at blive delt, og som vokser sig større, når det deles.

Vi kan hver især give håbet videre! Vi gør det, når vi viser nærvær og drager omsorg for hinanden. Forbundne sammen – også på afstand. Indtil vi kan ses igen.

Påsken kommer til os. Stenen blev rullet fra gravhulen, så lyset kunne trænge ind og vise at graven var tom. Der blev lys og liv på ny.

Påsken indfinder sig – også selvom formerne og strukturerne er anderledes i år.

Glædelig påske!
Jeres sognepræster