Nadveren er en underlig størrelse. For den er for alle, men ikke alle har lyst til at deltage i den.

Selvom kirken er helt fuld, er det på ingen måde alle, der rejser sig og går op, når vi holder nadver i kirken. Vi sidder der på kirkebænken og har måske egentlig lyst til at gå op, men så kigger vi os omkring. Er der nogen andre, der rejser sig? Vi vil nødigt være de eneste. Og nadver, det er da kun for dem, der tror sådan rigtigt – er det ikke? 

Det korte svar er: nej! Men sådan har det ikke altid været.  På et tidspunkt havde man i kirken den opfattelse, at man for at modtage nadver måtte have styr på alle paragrafferne i kristendommen, ligesom man gerne skulle have fortalt præsten om alle sine synder, før man fik lov at gå til alters. Dengang var nadver noget, der kun foregik få gange om året.

Senere blev det at gå til alters for at modtage nadver mere almindeligt, men der sidder stadig en rest tilbage i os, som forbinder nadver med noget ekstraordinært og noget, som man skal være særligt troende eller et særligt godt menneske for at deltage i. Og er der noget, vi protestanter og ikke mindst vi danske protestanter ikke ønsker, så er det, at andre skal tro, at vi selv synes, vi er noget særligt. Ligesom tro er noget, vi gerne holder for os selv. Andre skulle nødigt få fornemmelsen af, at vi synes, vi er mere troende end dem, eller fortjener nadveren mere end dem. Så hellere blive siddende.

”Dette er Jesu Kristi legeme. Dette er Jesu Kristi blod.” Det lyder fremmedartet. Ja, næsten absurd. Og det er det også. Det ér nærmest i sig selv
u-troligt. Og netop derfor er det også afgørende, at troen ikke er noget, vi skal stille op med som adgangsbillet til nadverbordet.

De første, som fik nadver, var Jesus’ disciple, og er man i tvivl, om man selv tror nok, eller er god nok, så kan man jo kigge lidt på dem. Matthæus havde arbejdet for besættelsesmagten, Judas solgte sin ven for penge, Peter nægtede at kende noget til Jesus, da det gjaldt. Alle svigtede de ham på den ene eller anden måde, alle var de bare mennesker. Det vidste Jesus, for han var netop den Gud, der blev menneske, ikke for at belønne de særligt fromme eller særligt trofaste, men for at være sammen med mennesker, som de er. Mennesker griner, mennesker græder, mennesker hjælper hinanden og de svigter hinanden. Vi fejler, vi tvivler og vi har dårlig samvittighed.

Hver gang, vi holder nadver, deler Gud igen sig selv med os. Samtidig betyder nadveren også, at vi kan dele os selv med Gud. Ikke på den måde, som vi deler på de sociale medier, hvor vi helst kun viser det, vi er stolte af. Nej, vi har lov at dele hele pakken – både det, vi gerne viser frem, og det, som vi gerne ville skjule, måske endda også for os selv. Vores glæder, vores sorger og vores bekymringer kan vi dele her og vide, at vi ikke er alene om dem.

Nadveren er ikke for de særligt troende. Nadveren er for dem, der er mennesker, og det forlyder, at den slags findes der en del af. Kære menneske! Velkommen til nadver!

Jeres sognepræster

Så har Oksbøl kirke fået en ny præstetavle, der var ikke plads til flere navne på den gamle præstetavle. Den nye tavle er fremstillet af lokale håndværkere. Jens Todsen har lavet tavlen og Helmut Petzke har lavet træskærerarbejdet, teksten. Egetræet som tavlen er fremstillet af, er fra en lokal skov. Et rigtigt flot stykke arbejde Jens og Helmut har lavet.

Som medlem af folkekirken hører man som udgangspunkt til det sogn, hvor man bor.
Det betyder bl.a., at man har ret til at blive konfirmeret, viet og begravet og bisat fra sognets kirke. 
Ved konfirmation betyder det, at barnet som udgangspunkt skal konfirmeres i det sogn, hvor det bor, og ved juniorkonfirmandundervisning betyder det, at barnet som udgangspunkt får tilbudt undervisning i sognet, hvor det bor. 

I praksis sker der det, at sognepræsten i april-maj beder områdets skoler om klasselister med kommende sæsons konfirmander og juniorkonfirmander.  
Sognepræsten skriver herefter et brev til de elever, der bor i sognet, og orienterer om den kommende undervisning.
Brevet fortæller også, at alle ønsker om at blive konfirmeret en anden dag eller et andet sted skal rettes til præsten i det sogn, hvor man bor. 
Hvor forældre eller barn henvender sig til en anden præst med ønske om konfirmation, konfirmationsforberedelse og juniorkonfirmandundervisning, henviser denne præst til at kontakte sognepræsten, hvor man hører hjemme. 
Hvor børnene i en skole kommer fra flere sogne, samarbejder præsterne om at skabe de bedste betingelser for skolens børn.

Hvis et barn eller en familie har et særligt forhold til en præst eller en kirke uden for det sogn, hvor familien bor, har man mulighed for at blive tilknyttet det andet sogn ved at løse sognebånd. Det gør man ved at henvende sig til præsten i det sogn, man gerne vil knyttes til.  

En præst vil ofte tage imod konfirmander fra andre sogne, men kan også afvise det, f.eks. med henvisning til, at der ikke er ressourcer til det i sognet.
Ressourcerne til personale, gudstjenester, dåb, konfirmation osv. tildeles bl.a. med udgangspunkt i, hvor mange medlemmer af folkekirken der bor i sognet.